Mental træning har hjulpet unge talenter

Ti vejlensiske sportstalenter har i foråret samarbejdet med psykologistuderende Mette Elkjær. Hun har undervist dem ud fra Team Danmarks sportspsykologiske model, og undervisningen har hjulpet talenterne. Den mentale træning er nemlig lige så vigtig som den traditionelle, lyder det fra den psykologistuderende.

Af Sebastian Florander Smidt

Ti eliteidrætsudøvere fra fem forskellige sportsgrene tog imod tilbuddet om at gennemføre et grundforløb i sportspsykologiske færdigheder. Kurset var blevet til på grund af et samarbejde mellem Campus Vejle Sportscollege og EliteVejle, som havde tilknyttet Mette Elkjær, der er psykologistuderende på kandidatuddannelsen. Og der er ingen tvivl, om at de tilmeldte fik noget ud af kurset.

”Jeg er blevet mere bevidst om, hvordan jeg reagerer i forskellige situationer, eksempelvis når jeg bliver stresset, er i konkurrence eller er til træning. De ting, jeg særligt kan tage med mig videre, er de værktøjer, man kan bruge for at have en god indre dialog og koncentration. De egenskaber er specielt vigtige i min sport,” siger Lise Termansen, der er orienteringsløber.

Et andet orienteringstalent, der oplever den samme nytte af kurset, er Amanda Isaksen. Hun synes, den mentale træning er rigtig spændende og interessant.

”Jeg er blevet introduceret til flere forskellige modeller, som omhandler det mentale. Det har fået mig til at tænke over, hvordan jeg også med hovedet kan optimere min træning og mine præstationer,” siger Amanda Isaksen.

Et enormt uudnyttet potentiale

Det foregående kursus bestod af otte sessioner, der startede med en gennemgang af relevant teori. Herefter fik deltagerne lov til at prøve det teoretiske af i praksis, og emnerne kunne de let relatere til deres egen sportsgren. Mette Elkjær har selv erfaring som elitedanser gennem 20 år, så hun kender til det spændingsfelt, som de unge eliteidrætsudøvere til daglig befinder sig i. Hun mener, at det sportspsykologiske arbejde bør startes tidligt.

”Livet som eliteidrætsudøver kræver utrolig meget, hvorfor jeg bestemt mener, at der er behov for støtte og udvikling af den enkelte udøvers mentale færdigheder, allerede mens talenterne er unge,” siger hun.

Selvom mental træning stadig er i sin spæde opstart i dansk idræt, mener Mette Elkjær, at man i fremtiden vil vurdere den mentale træning som langt vigtigere, end man hidtil har gjort. Den mentale træning er nemlig vigtigere, end de fleste tror.

”Det mentale område er mindste lige så vigtigt som fysisk, teknisk og taktisk træning. Alligevel er det et område med et enormt uudnyttet potentiale. Kurset har fungeret som en introduktion til nogle mentale præstationsoptimerende redskaber, som de fleste udøvere ikke har haft kendskab til. Jeg føler, at kurset har skabt en bevidsthed og viden omkring mentale redskaber, som deltagerne nu har fået mod på at arbejde videre med,” siger Mette Elkjær.

Glad for resultatet

Hos Campus Vejle Sportscollege og EliteVejle er man glad for, at de unge talenter har fået noget ud af samarbejdet med Mette Elkjær, og har da også planer om et tilsvarende forløb til efteråret. Eliteidrætskoordinator Peter Ginnerskov synes, det er vigtigt, at Vejle er med blandt de førende, når det kommer til at afprøve nye træningsmetoder.

”Når vi ved, at mental træning kan være det, der gør forskellen i en afgørende situation, synes vi også, det er vigtigt, at vores talenter er klædt godt på, så vi også i fremtiden kan sikre gode resultater i diverse sportsgrene,” siger han.

Kontaktinformation

Mette Elkjær, underviser, tlf. 24253325
Per Jensen, Campus Vejle Spotscollege, tlf. 72162682
Peter Ginnerskov, EliteVejle, tlf. 22947202